Du er her: Projekter

Projekter

Det hidtidige virke på Nørrebro Erindringscenter – Dansk Center for Reminiscens bygger på en række forsøgs- og udviklingsprojekter. Der udvikles løbende nye projekter. Nedenstående findes en oversigt over igangværende og afsluttede projekter.

Igangværende projekter

Udviklingsprojekt inden for handicapområdet:

I 2009 arbejder Dansk Center for Reminiscens med et større udviklingsprojekt inden for handicapområdet. Med støtte fra TrygFonden er formålet, at overføre og afprøve de hidtidige erfaringer med reminiscens - dvs. planlagte og systematiske erindringsaktiviteter – i arbejdet med senhjerneskadede på institutionen Rødbo i Ballerup. Aktiviteterne angår såvel indretning af omgivelser, udvikling og afprøvning af aktivitetsmateriale som undervisning af personale. En af projektets udfordringer er bl.a. at undersøge, hvordan reminiscens og livshistorie kan indgå i hverdagen på en institution med stor aldersmæssig spredning.

Forskningsprojekt om reminiscensmetoden (2006 - 2008):
I samarbejde med Syddansk Universitet og Reminiscens Center Midtjylland deltager Dansk Center for Reminiscens i øjeblikket i et stort anlagt forskningsprojekt, der skal vise effekten af brugen af reminiscensmetoden i plejeenheder, hvor der bor personer med hukommelsesproblemer og demens. I projektet indgår 10 plejeenheder i Lemvig, Viborg, Herning og Århus, og i perioden september 2006 til maj 2007 står DCR for undervisning og vejledning af personale og pårørende, når metoden skal implementeres i 5 plejeenheder, mens de sidste 5 indgår som kontrolgruppe. Læs videre under Forskning.



Afsluttede projekter

Folkebibliotekerne som et lokalt samlingspunkt for kultur, læring og viden - også på ældreområdet.

At give bibliotekarerne et indblik i - og praktisk information og viden om systematisk og planlagt anvendelse af erindringsaktiviteter på demensområdet.

Projektet er støttet af Bibliotekarforbundets Udviklingspulje for det nyskabende element :

"Folkebiblioteket som videns- og kulturcenter på ældreområdet - formidle egnet materialer til folk der arbejder eller er i kontakt med demenshandicappede, herunder pårørende, frivilligt besøgenede, aflastere og plejehjemspersonale og hergennem skabe nye kompetencer for bibliotekarer i det opsøgende arbejde."


Husker du? Udvikling af nye tilbud til yngre personer med demens (2004 - 2005):
Et etårigt projekt, der undersøger, hvilke emner og aktivitetsformer demensramte mellem 50 og 65 år ønsker at beskæftige sig med ud fra deres livshistorie. Der blev taget udgangspunkt i Nørrebro Erindringscenters samling af genstande fra 50’erne og 60’erne. Yngre mennesker med demens besidder ofte langt flere evner og stiller flere krav end de ældre. Derfor må tilbuddene til denne gruppe bygge på medinddragelse og selvstændigt virke. Projektet afdækkede hvor aktivt deltagerne kunne indgå i selve forløbene omkring for eksempel fastlæggelse og forberedelse af temaer, indsamling af materiale samt udvikling af aktivitetsmateriale. Projektet blev påbegyndt sommeren 2004 og blev støttet af Socialministeriet.

Udvikling af erindringskasser til reminiscensaktiviteter for ældre indvandrere, herunder demensramte, samt fremstilling af informationsmateriale om kulturtraditionen til plejepersonalet (2004-2005):
Projektets formål var at give personale og frivillige i ældreplejen redskaber til samvær med og aktivering af det stigende antal ældre af anden etnisk herkomst. Erindringskasserne udvikles i samarbejde med ældregrupper fra de respektive nationer. Grupperne udvælges inden for det netværk, der findes i Ældremobiliseringen, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, hvor erindringskasserne også bliver afprøvet og evalueret, inden de indgår i det almindelige udlån. Genstandene suppleres med en række ordsprog, sange og eventyr fra kulturen, samt udstyres med en folder, der giver en kort beskrivelse af kulturen, herunder højtider og særlige forhold, som plejepersonalet har fordel af at kende til. Projektet blev påbegyndt maj 2004. Det blev støttet blandt andet af Integrationsministeriet. Der er p.t. udviklet erindringskasser fra  Kina, Somalia samt Pakistan. Udlån og ydeligere oplysninger om projektet skal ske til John Laconi, H.C. Ørstedsvej., 2000 Frederiksberg. Tel: 33 31 24 33.

Tid til Fortid (2000- 2003):
Et treårigt udviklingsprojekt, der undersøgte mulighederne for at anvende livshistorie og reminiscensaktiviteter i det daglige arbejde på en plejehjemsafdeling. I forbindelse med projektet blev spillet ”Fortæl fortæl” udviklet. Se mere under spil
. Projektet er evalueret af leder af Gerontologisk Institut, Christine Swane. Afsluttet foråret 2003. Projektet blev gennemført med støtte fra blandt andet Socialministeriet, Sygekassernes Helsefond samt Sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune. Se publikationen Tid til fortid af Marianne Kjer, under Rapporter.

Mænd er ikke bare mænd (2002 - 2003): 
En landsdækkende spørgeskema- og interviewundersøgelse om særlige ”mandeaktiviteter” for svage ældre mænd, herunder mænd med demens. Indeholder blandt andet et idékatalog med cirka 140 forslag til velegnede aktiviteter for mænd. Afsluttet efteråret 2003. Projektet blev udviklet med støtte fra Socialministeriets Demensmidler, ”Mini-puljen”. Se publikationen Mænd er ikke bare mænd af Anette Tamborg, under Rapporter.

50’er-dage (2003):
Samarbejdsprojekt mellem Nørrebro Erindringscenter, Pensionisternes Samvirke, Aktivitetscenteret på H.C. Ørstedsvej og Tisvilde Højskole. Gennem udstillinger, foredrag, slentreture og musikarrangementer i efteråret 2003 blev der sat fokus på livet for et halvt århundrede siden (se mere). Nørrebro Erindringscenters udstilling om 50’erne blev støttet af Tuborgfondet, Farumgaard Fonden samt KAD og SiD’s Medie- og Kulturfond. Se antologien 50er dage - Anderledes erindringer om et overset årti, under Rapporter.

Reminiscens (1998):
Erfaringerne med anvendelse af reminiscensmetoden udvikles yderligere i dette halvårlige projekt omkring brug af reminiscens og livshistorie i forhold til en mindre gruppe sværere demente kvinder (1998)
. Projektet blev gennemført med støtte fra Københavns Kommunes Kvalitetssikringspulje. Se publikationen Reminiscens af Marianne Kjer, under Rapporter.

Remembering Yesterday – Caring Today (1998): 
Et europæisk samarbejdsprojekt mellem ti lande, hvor man arbejdede med reminiscens i forhold til hjemmeboende demente og deres pårørende med Nørrebro Erindringscenter som den danske repræsentant. Efterfølgende blev der udgivet den første håndbog på dansk om brugen af reminiscens inden for demensområdet. Errollyn Bruce m.fl.: At mindes sammen – en idébog i omsorgen for mennesker med demens. Munksgaard, København 2002. Projektet blev støttet af EU-midler. Se den danske del af projektet i At mindes igår - at give omsorg i dag af Ove Dahl m.fl under Rapporter.

Husker du? (1996- 1998):
Et forsøgs- og udviklingsprojekt omkring anvendelse af reminiscensaktiviteter som brugbar ældrepædagogisk metode inden for pleje- og omsorgsområdet, bl.a. for demente (1996-98). Heri udvikles og beskrives den første dokumentation med reminiscensmetoden herhjemme. Projektet blev gennemført med støtte fra blandt andet Sygekassernes Helsefond, Apotekerfonden samt Det Tværministerielle Udvalg for Anvendt Ældreforskning, Forsøg og Udvikling. Se publikationen Husker du? af Ove Dahl, under Rapporter.