Reminiscens
»Man må ha en kerne, en spire i sig,
hvoraf man kan vokse og folde sig ud,
ellers bliver alt hvad man mener, er
og vil, uden rod og blivende sted.«
Sådan skriver forfatteren Tove Ditlevsen i bogen "Barndommens Gade". I dagens moderne samfund er det nødvendigt at kunne vække og sikre vore erindringer og livshistorier. Der har vel aldrig været mere brug for at kunne komme tilbage til sin kerne via minderne end netop nu. For ens erindringer giver både glæde, tryghed og en følelse af at høre til, som intet andet kan i en travl og historieløs tid som vores.

I den engelsktalende verden er ordet reminiscens efterhånden et anerkendt fagligt begreb for planlagt og systematisk arbejde med menneskers erindringer. I USA og England har sådanne aktiviteter - først og fremmest i gruppesammenhæng - foregået i de sidste 20-30 år. Metoden anvendes inden for både kultur-, undervisnings-, social- og sundhedsområdet. For arbejdet med ældre har reminiscens i stigende grad fundet anvendelse bl.a. i forhold til omsorgen for mennesker med demens.
Som det første større forsøg inden for pleje- og omsorgsområdet, kørte i 1996-98 udviklingsprojektet "Husker du?" under Pensionisternes Samvirke, med historiker Ove Dahl som leder. Formålet var at afprøve de udenlandske erfaringer med reminiscensarbejde i forhold til svage ældre - herunder mennesker med demens - på plejehjem og dagcentre. Erfaringerne fra projektet tyder på, at man via reminiscens med mennesker med demens, og herunder demens i udvidet grad, har størst glæde af at anvende historiske genstande frem for oplysninger i formidlet og abstrakt form. Det synes at være selve oplevelsen ved at sidde med de originale ting, som bedst fremkalder begivenheder og følelser fra fortiden.
Projektet har vakt stor interesse blandt personale inden for pleje- og omsorgsområdet, hvor man i disse år oplever en stigende opmærksomhed på mennesket bag demenssygdommen med det formål at bevare og styrke personligheden. Interessen førte til etableringen af Nørrebro Erindringscenter - Dansk Center for Reminiscens i 1997, som fik til huse på Plejehjemmet Sankt Joseph i København.